søndag den 29. januar 2012

Greetings from down under


Hello mates. 
Trods de 2 uger der allerede er gået har jeg vist ikke rigtigt fattet at jeg er her. Alt er så uvirkeligt. Det er januar, solen skinner og jeg går i shorts hver dag. Oplevelser er der masser af.
Lørdag var vi til reggaefestival. Stemningen var super fed og der var en masse forskellige kunstnere hele dagen. Alle var glade og var klædt i rødt, grønt og gult mens de gik rundt og spredte noget ”loove” og røg noget ”ganja”. Vi sad i græsset og drak øl og nød solen og musikken. Dejlig, dejlig dag.
Søndag tog vi med en skyline op på bjerget i Rotorua og kørte ned i små go-cartbiler. Tjuhej hvor var det fedt.

I dag er vi gået i gang med et projekt. Vores projekt handler om at skabe et kulturmøde med maorierne fra New Zealand og selvfølgelig os danskere fra Danmark…
Så torsdag aften holder vi en (kæmpe) fest her hvor vi bor, hvor vi serverer flæskesteg, rugbrød og frikadeller og så medbringer maorierne deres nationalretter.
Aftenen kommer også til at bestå af ”haka” som er New Zealands krigsdans, hvor de synger og danser. Det bliver sjaw.

Selvom jeg ikke er den store sportsentusiast vil jeg alligevel lige kommentere vores dejlige håndboldherrer, som hentede guld hjem til os i morges. Tilløk’ me’e. Vi var oppe og se kampen klokken 5 i morges, man får alligevel lidt nationalfølelse, når man er så langt væk hjemmefra.

P.S.
Billeder bliver opdateret senere, glæd jer!! 

tirsdag den 24. januar 2012

Murder in Rotorua



Til dem af jer der ikke ved det, så er jeg af sted med en højskole. HøjskolenDK (tjek det ud på http://www.hojskolendk.dk/)
Vi er i alt 9 mennesker samt 2 undervisere. I mandags begyndte vi på det første undervisningsforløb, som er teambuilding og projektstyring. Et super spændende forløb indtil videre, vi har allerede fået en masse gode redskaber.
Eftermiddagene/aftenerne går med at slikke sol, bade i poolen, spille bold, lave mad, spille guitar, spille kort, se film og meget mere. Vi hygger!
Vi har et stort fælleskøkken, som vi alle laver mad sammen i. Det er dejligt lige pludselig at få 10 familiemedlemmer mere. I aften har vi ”højskoleaften”, hvor mit hus skal stå for maden og så er der noget underholdning bagefter. Så vi skal lige om lidt i gang med at lave mexicansk, mmm….

Vi bor i en by, der hedder Rotorua, som jeg tidligere fortalte. Her skal vi bo den næste måneds tid. Vi gik rundt i den tro, at byen var en fredelig by, hvor der ikke skete bemærkelsesværdig kriminalitet. Men der tog vi grueligt fejl.
Tirsdag fik vi midt i undervisningen besøg at 2 politifolk, som fortalte at der var begået et mord i parken lige hvor vi bor. Altså nærmest i vores baghave. Det var sket mandag aften og det var rimelig creepy, at jeg havde siddet i parken med Alexander fra holdet på nogenlunde samme tidspunkt.
Så vi blev lige hevet ind til en afhøring af politiet. Morderen er stadig på fri fod og ingen af os er under midtanke, hæ. (Men bare rolig mor, jeg skal nok passe på mig selv og lade være med at gå ud alene efter mørkets frembrud)

Ellers går dagene super hurtigt. I dag fik Anne Sofie lov til at køre ned for at handle – og det er altså i den ”forkerte” side af vejen. Men hun klarede det super. På lørdag skal nogle af os til reggaekoncert her i byen, Ragga Muffin’. Så det glæder jeg mig til.

-       Nanna

P.S.
Solen hernede er så stærk, fordi ozonlaget er tyndere i denne del af verdenen. Derfor har vi alle fået en god kulør. Og jeg er blevet lidt rød på næsen. Men med en faktor 50 så klarer vi os! ;-)














søndag den 22. januar 2012

New Zealand I love you.

Nu er det efterhånden en uge siden jeg forlod lille Danmark og så må det være tid til en lille blogopdatering.

Rejsen startede i Aalborg, videre til København og så landede jeg i Bangkok efter en flyvetur på 10 timer. Her blev der tilbragt en dag. Her blev der set de største turistattraktioner og spist lækker mad. Dejlig by og jeg overlevede trods diverse terrortrusler der er udstedt. (!)
Samme aften fløj jeg videre til Auckland i New Zealand. Sov hele flyveturen og undgik derved jetlag (Yes!). Vi er præcis 12 timer foran jer.

Men altså jeg er allerede ”in love” i New Zealand. Solen har skinnet og menneskerne hernede er super søde og imødekommende.
Vi tilbragte 3 dage i Auckland, hvor vi bl.a. deltog i en pool-turnering og gik amok på en karaokebar (hvor der blev sunget ”pas på den knald røde gummibåd”, ”nik & jay” og diverse andre danske sange, som DJ’en tilfældigvis havde liggende.

Nu er vi ankommet til byen Rotorua, som er en maoriby. (altså de indfødte gamle stammefolk halløjså – you know what I mean). I går var vi en tur forbi hobbitbyen, Hobbiton. (Jeg har glemt hvad den hedder på dansk) Der hvor de filmede både ”Ringenes Herre” og ”Hobitten” Jeg kan desværre ikke lægge billeder ud, da vi skulle skrive under på at vi ikke lagde billeder ud på nettet pga. den ny indspillede ”Hobitten”, som jo først udkommer til december. Men jeg har stået inde i Bilbo Sækkers hobbithul og gået rundt i hele byen. Misundelig?
I dag stod den på white water rafting – klasse 5. Det var en oplevelse og jeg sprang ud i vandet fra en HØJ klippe, hvilket jeg føler mig rimelig sej over. Det er altid dejligt at overskride nogle grænser.

Jeg har hørt at I hygger med sne derhjemme. HÆ! God fornøjelse med det mine damer og herrer jeg smutter ud i solen nu. Ses!














lørdag den 14. januar 2012

Ready - steady - GO!

Som I kan se er alt pakket og klar, og jeg er nu parat til at smide alt fra mig og drage væk fra dette gudsforladte land.
Jeg skal med fly fra Aalborg til København i morgen kl. 8.00 sammen med Simone og Mia. Derefter går turen til Bangkok, hvor vi skal tilbringe en dag med at lege turister (hvis vi tør!) Og til sidst lander vi i Auckland - New Zealand, hvor jeg skal tilbringe de næste 3 måneder af mit liv.

Jeg vil forsøge at opdatere bloggen, så I kan følge lidt med i hvad jeg foretager mig, samt sikkert blive lidt misundelige der bag skærmene.
Vi ses til april kære venner. For nu tager lille Nanna ud i den store verden med rygsæk på ryggen, kamera om halsen og med masser af oplevelser i vente!